Redegørelse for kapitel 7 i ”Kulturfortællinger”.

Det tværkulturelle:

Med en tværkulturel model kan man finde opmærksomhedspunkter i kulturmødet, men hvis den bruges ureflekteret, ender den med, at blive lavet om til stereotype forestillinger, men hvis den bruges rigtigt kan den også gives os en viden.

Modellen kan ikke bruges fyldestgørende, når man snakker om folk, som bevæger sig ind og ud af fællesskabet, da den går ud fra at man selv bærer sin egen personlighed.

Det transkulturelle:

Med denne model skal man ses den i et større globalt perspektiv. Når man ser på kulturer, skal man tænke over, at man selv er produkt af kultur.

Her er der også tale om en over og underklasse, hvor underklassen har manglende resurser og magtesløshed, mens overklassen har resurser og magt. Dermed har overklassen og det verdenspolitiske overherredømme, mens underklassen er magtesløs.

Det transkulturelle mener ikke, at det er kulturer der mødes, men mennesker og ved hvert møde skabes og udveksles der kultur.

Forforståelse og redundans:

Dette har noget at gøre med, at man har erfaringer fra sig selv, fra man selv var barn. Man går som pædagog for eksempel ned i knæ og snakker med barnet, fordi det så man selv, pædagogerne gjorde, da man gik i børnehave.

Ifølge antropolog og biolog Gregory Bateson, (s. 119 i Kulturfortællinger) er det forforståelser, der muliggør redundans. Dette betyder, at man kan snakke sammen og forstå hvad den anden siger, uden at skulle gå ned i detaljer. 

Hvordan man kan ændre sit perspektiv:

I dag er der en udfordring til mennesket, som går ud på, at øge bevidstheden om kultur og deltagelsen i kultur, gennem analyser af kultur. Man kan ikke se heldheden med det blotte øje, men bevæge sig, for at ændre perspektiv og derved se anderledes på helhedsforståelsen.